Rekordstort fremmøde til generalforsamling

10.10 2008

Ekstraordinær generalforsamling den 9. oktober 2008

I en stuvende fuld sal på Søgaarden i Sunds kunne AKK’s formand Anders Dyrberg byde velkommen til det største avlerfremmøde til en generalforsamling nogensinde i fabrikkens historie, så langt vi kan huske.

Den ekstraordinære generalforsamling var et ønske fra AKK’s avlerkreds, hvor avlerne ønskede en orientering om pulverfabrikkens udvikling og fremtidsudsigter, samt et forslag til afstemning lydende på:

 

Karup Kartoffelmelfabriks avlerkreds indstiller til bestyrelsen at arbejde for:
At økonomi – overskud/underskud i henholdsvis kartoffelstivelse/og kartoffelpulver holdes adskilt.
At de vandtætte økonomiske skodder imellem kartoffelstivelse og kartoffelpulver opretholdes, således at årlige underskud i pulverfabrikken som opstår ved ønsket om udbetaling af højere pris for pulverkartofler end pulverfabrikken reelt kan udbetale, ikke fremover skal betales af kartoffelstivelsesaktiviteterne i KMC.

Efter formandens orientering fik KMC’s formand Martin Arvad ordet, efterfulgt af Uffe Andreasen samt økonomidirektør Henrik Borum, der gav en orientering omkring udvikling indtil nu samt fremtidsudsigter, herunder forskellige afregningsmodeller for pulverkartofler m.m..

 

AKK’s advokat Jesper Høy gennemgik de vedtægtsmæssige problemstillinger omkring personlige konti, og ind/udbetalinger herfra, som ikke kan finde sted i henhold til juraen. Vedtægternes klare formulering omkring kravet til adskilt økonomi imellem pulveraktiviteter og stivelsesaktiviteter, bestyrelsesansvarsdelen ved sammenblanding af økonomierne for pulver og stivelse, samt nødvendigheden af at ændre fabrikkens vedtægter hvis stivelseaktiviteterne i KMC og AKK fremover skal dække pulveraktiviteternes underskud og dermed fjerne de lovede vandtætte skodder.

Som sidste punkt på dagsorden var behandling af indsendte forslag fra fabrikkens avlerkreds som ønskes sat til afstemning.


Debatten foregik i en sober tone, hvor stort set lige mange avlere argumenterede for forslaget, som imod forslaget.


AKK’s formand lagde ikke skjul på, at forslaget var i overensstemmelse med de rammer som bestyrelsen for fabrikken, ifølge afgivne løfter og vedtægternes ordlyd skal arbejde for, og at en enig bestyrelse derfor naturligvis kunne stemme ja til forslaget.

 

Slutresultatet fra afstemningen blev, at forslaget som kort lød på at AKK’s bestyrelse skulle arbejde for at økonomi - overskud/underskud i henholdsvis stivelse og pulveraktiviteter holdes adskilt. De vandtætte økonomiske skodder herimellem opretholdes, som det klart fremgår af fabrikkens vedtægter at de skal.

Ud af de 253 udleverede stemmesedler fordelte ja og nej stemmerne sig således:
For forslaget stemte 60,4 % af AKK’s avlerkreds og imod stemte 39,6 %, altså godt og vel en halv gang flere AKK avlere der stemte for forslaget end der var avlere der stemte imod.

Opgaven herefter er nu for KMC’s bestyrelse, at finde en model for den fremtidige drift af KMC Granules som kartoffelavlerne kan acceptere og som holder sig indenfor hvad fabrikkens vedtægter giver mulighed for.